Vestkappe sydsvikkel, Seth ved Adams dødsleje

Adam og Eva er centrale i udmalingen, især bliver Eva vigtig med placeringen af Evas skabelse over for Dommedagskristus. Evas skabelse kan symbolisere kirkens grundlæggelse ved Longinus, der åbner Jesus sidesår, hvorved blodet flyder ned i den kalk, som Ecclesia holder under såret. Legende om det sande kors omkring Evas skabelse, fremhæver denne betydning, med hentydningen til Korsfæstelsen. Ege-blade og agern omkring medaljonen kunne symbolisere nadverbrødet. Blodet fra sidesåret og nadverbrødet bliver dermed et Nadversymbol. Syndefaldet og Uddrivelsen omkring Dommedagskristus giver også mening, idet Korsfæstelsen udsoner Evas synd, hvorved mennesket atter kan komme ind i Paradiset. Men modstillingen af Formaningen i nordkappen og Skabelsen af landdyr og fugle i sydkappen, giver ikke umiddelbart nogen mening.

Historien om Adams død stammer fra et jødisk værk skrevet omkring Kristus fødsel, ifølge dette sender Adam sin søn Seth til Paradis for at bede om nåde, ved Paradisets port, som er lukket med sværdet. Seth får afslag men modtager tre æblekerner, som han skal lægge i Adams mund. Da Adam begraves skyder disse æblekerner og et træ vokser op. Det træ får en omflakkende tilværelse men ender som det kors, hvorpå Kristus korsfæstes, og korset stilles på det sted, hvor Adam blev begravet. Legenden findes også i Legenda Aurea med titlen Korslegenden. Profeterne i Østofte kirke repræsenterer Det gamle Testamentes forudsigelser om Kristus, omkring år 1000 brugte teologerne disse profeters udsagn som angreb på jøderne, der ikke ville anerkende Jesus som Guds søn. Profeterne indgik også i kirkespil.

Tilbage til forside