Emblemer og Pietistiske allegori-malerier

Tilbage til Hovedside

I 1531 udgav tegneren Jörg Breu fra Augsburg en samling træsnit, som han kaldte "Emblematum liber". Samlingen var tilegnet Konrad Peutinger, som var stadsskriver i Augsburg. Under hvert træsnit var trykt et epigram på latin af den italienske jurist Andreas Alciatus. Emblemerne havde en lang forhistorie af prototyper, men den direkte inspiration var et forsøg på at tolke de ægyptiske hieroglyffer, som især blev gjort af humanister i Firenze. Beskrivelser af hieroglyfferne stammer tilbage fra de tidlige græske lærde som Herodot og Platon. I 1419 kom en beskrivelse af hieroglyfferne fra Alexandria i en græsk udgave til Italien, her blev den udbredt i trykte udgaver, som i 1517 blev oversat til latin. I denne tolkning opfattede man hieroglyfferne som hemmelige tegn, der fortalte om den guddommelige verdensorden, og hver enkel hieroglyf blev tillagt et bestemt begreb. Først da man fandt Rosette-stenen i 1799 blev man klar over, at hieroglyfferne var et skriftsprog.

I renæssancen blev hieroglyfferne brugt som symboler i kunsten, på medaljer og jubilæumsmønter samt på søjler til æresporte kom hieroglyfferne til de tyske områder i Kejser Maximilians tid. Disse fremstillinger af hieroglyffer blev tilføjet de gamle græske metaforer og allegorier, som fik en ny kristen dimension, der gjorde hieroglyfferne til sindbilleder, ligesom de gamle græske beskrivelser af fabeldyr, der blev omformet til de såkaldte Physiologus-samlinger, hvor de græske fabeldyr fik en kristen dimension. For humanisterne var udbredelsen og forståelsen ikke vigtig, tværtimod dyrkede humanisterne det mystiske, som kun få forstod, først når man fik øjnene op for den åndelige dimension i de mystiske tegn, var man moden til at træde ind i den humanistiske verden. Da Andreas Alciatus skrev de latinske epigrammer i 1517, blev denne mystiske verden åben for en bredere befolkning.

Emblemernes motivverden tager udgangspunkt i de symbolske våbenmærker, som udviklede sig i Burgund og Frankrig. Disse våbenmærker blev båret på hatte eller kapper og indeholdt et mærke og en kort tekst, der skulle være et sindbillede på ejerens ideologi, som vi kender det fra nyere tiders Ex Libris. Emblemerne blev ikke kun båret af adelsfolk men også af den borgerlige overklasse og lærde.

Emblemernes motiver er planter, dyr, redskaber, arbejde eller menneskets skabelse samt scener af mytologisk eller historisk karakter. Disse motiver får en overskrift (Inscripto) med et motto på latin eller græsk, ofte citater fra Biblen eller ordsprog. Motiverne følges ofte af en undertekst (Subscriptio), der kan være en tolkning i retning af et livsprincip. Med tiden udvikler disse emblembøger sig til enkeltsider med et billede og tekster, der tilsammen danner et sindbillede og en morale, der tilsammen kunne danne grundlag for god takt og tone.

Emblematum liber fra 1531 blev efterfulgt af mange emblembøger, som videreudviklede sig til 1700-tallets allegoriske malerier. Johann Georg Sulzer skriver i sin kunsthistorie fra 1774 at sindbilleder er allegoriske, men derfor må man ikke forveksle sindbilleder med allegoriske malerier. Det allegoriske maleri tager udgangspunkt i naturen, f.eks. skildres arbejdsomhed ved en myre. Emblematum liber fra 1531 fik stor betydning for eftertidens symbolistiske ikonografi, især inden for den humanistiske verden. Man kender til mere end 150 udgaver i oversættelser eller kommenterede udgaver af dette værk. Derudover kendes et stort antal bøger, der videreudvikler emblemerne og deres symbolik, Mario Praz har i bogen "Bibliography of Emblem Books" påvist mere end 600 forfattere, der har skrevet adskillige bøger, som er blevet udgivet i flere udgaver og oplag.

Oplysningerne er hentet i forordet til bogen: Emblemata : Handbuch zur Sinnbildkunst des XVI. und XVII. Jahrhunderts, Arthur Henkel und Albrecht Schöne (Metzler 1976).

På siden Emblem Books kan man finde flere henvisninger til sider om emblemer, bl.a. kan man ses Emblematum liber fra 1531. Tryk på nedenstående link og gå videre til Emblematum liber.

Emblematum liber

I artiklen "Figuren og navnet i det barokke emblem" (Ny poetik. - nr. 7 (1997) s. 34-46) behandler Mikkel Bogh emblemernes udvikling og betydning. I artiklen påpeger Bogh, at emblemerne fik deres store udbredelse efter Gutenbergs udvikling af bogtrykningen i 1447. Tidligere træsnit og kobbertryk havde begrænsede muligheder, hvad angik teksten og antallet af eksemplarer. I 1500-tallet blev emblembøger et modefænomen. Diskussionen om forholdet mellem tekst og billede blev diskuteret i traktater. Inden for de neo-platoniske kredse i 1500-tallet var det især billedets betydning, som var i højsædet. Inden for de nye videnskabelige kredse bl.a. repræsenteret ved Gallilæi var man modstandere af dette metaforiske sprog, i disse kredse støttede man de aristoteliske tanker om teksten, der skaber tankebilleder. Girolamo Ruscelli (1500-67) er den første som fremsætter tanken om ligeværdighed mellem billed og tekst, i en traktat fremsætter han teorien om, at emblemets mening skal findes i en sammenstilling af billed og tekst, der skal påvirke hinanden og ikke blot være en simpel parallel.

Jesuitterne benyttede emblemet som redskab i modreformationen efter Tridentinerkoncilet i 1545, men emblemerne fik også stor udbredelse i lande uden for det katolske område, især i England. Mikkel Bogh påpeger to samlinger Francis Quarle: Emblemes (London 1635) og Imago primi sæculi Societatis (Antwerpen 1640), der blev udgivet i forbindelse med 100-års jubilæet for jesuitterordenens oprettelse. Francis Quarle tager udgangspunkt i den protestantiske lære om billedets falskhed, men samtidig gør han gældende, at billedet gennem teksten kan fjerne beskuerens tanker fra det kødelige til det åndelige.

I artiklen påpeger Mikkel Bogh metaforens betydning i barokkens billedsprog. Ifølge Bogh udnytter man i barokken emblemets evne til at lade sig flytte fra den ene betydning til den anden uden at ændre form.

I en række jyske kirker finder vi de såkaldte pietistiske allegori-malerier fra 1700-tallet på stolegavle og paneler. I disse malerier finder man emblemernes ikonografi men tilføjet landskaber og figurer, som ikke findes i emblemerne. I Horsens klosterkirke er bevaret et større antal pietistiske malerier af Mogens Christian Thrane (1697-1764). På kirkens hjemmeside skriver sognepræst Ricardt Riis flere artikler om emblemkunst og de pietistiske allegorier. Ricardt Riis påpeger Luthers augustinske overbevisning om Arvesyndens nærvær i det jordiske liv og udfrielsen fra Arvesynden i det himmelske liv, hvilket ifølge Riis er grundlaget for emblemernes åndelige udtryk. Riis påpeger, at i sidste halvdel af 1600-tallet udvikles en ny åndelig tankegang, hvor det jordiske liv har en selvstændig betydning og ikke blot er en overgang til den himmelske verden, som Brorson skriver i salmen "Op al den ting som Gud har gjort". Riis mener, at emblemerne mister deres oprindelige betydning og får en ny under pietismen, umiddelbart udtrykker de stadig en himmellængsel, men denne længsel efter det paradisiske er anderledes end den lutheranske, hvor den er en udfrielse. Tryk på nedenstående link og læs Ricardt Riis artikler og se de allegoriske malerier i Horsens klosterkirke.

Horsens klosterkirke