Sankt Thøger

Tilbage til Hovedside

Thøger var kapellan for Olav den Hellige og rejste til Vendsyssel efter slaget ved Stiklestad i 1030. Her missionerede han og slog sig til sidst ned ved Vestervig, hvor han byggede et lille kapel. Flere samledes omkring Thøger, og de rejste ud fra Vestervig for at missionere. Da Thøger døde ønskede man i Vestervig at ophøje Thøger til helgen. En godkendelse fra paven havde man ikke tid eller lyst til at vente på, så man foretog helligkåringen lokalt. Dette vakte vrede i det danske kirkesamfund, og man forsøgte at brænde Thøgers helgenskrin, men på mirakuløs vis, kunne skrinet ikke brænde, derefter anerkendte man Thøgers helgenstatus i Danmark.

Læs Sankt Thøgers helgenberetning på på Den norske katolske hjemmeside, tryk på nedenstående link.

Sankt Thøger

I Sydthy årbog 1986 s.60-80 har Gunnar Iversen skrevet en artikel om Sankt Thøger. Nedenstående er en synopsis af denne artikel.

Legenden om Hellig Thøger

Sankt Thøger blev født af adelige forældre i Thüringen. Han fik en boglig opdragelse som barn, og han var dygtig. Da han nåede manddomsalder, rejste han til England, for Guds skyld. Efter han i kort tid havde levet fromt i England, rejste han til Norge. Her levede han andægtigt og blev præsteviet. Da den berømte Olav hørte om hans fromhed, lod han ham kalde og gjorde ham til kapellan. Thøger blev hos Olav og prædikede for ham, og Olav hørte gerne på ham. Men da Olav døde, rejste Thøger til Danmark for at missionere. Han omvendte mange, og da han kom til Vestervig, rejste han en kirke af halm og kviste, her fejrede han messen og viste prøver på sine dyder. Og folket hædrede ham. Da han døde den 24.juni, blev han begravet i kirken.

Præsten Ulfrik overtog styringen af kirken. Da han en nat fejrede gudstjenesten, så han et himmelsk lys over Thøgers grav. Ulfrik offentliggjorde dette, og man sendte bud til paven og fik tilladelse til at skrinlægge Thøger og fastsætte helgendagen. Man sendte bud til vicebispen Alfrik, som ikke ville komme. Derfor sammenkaldte Ulfrik egnens beboere, og man tog Thøgers ben op af graven, vaskede dem og placerede dem på alteret den 30.oktober. Den følgende nat viste Thøger sig for Ulfrik, Thøger haltede og sagde, at Ulfrik havde glemt en knogle til hans ben. Næste dag fandt Ulfrik knoglen og lagde den på alteret.

Da kong Svend og biskop Alfrik hørte om dette, blev de vrede, og kongen befalede Alfrik at rejse til Vestervig og brænde Thøgers knogler samt afsætte Ulfrik. Da Alfrik kastede en større knogle på et bål, han havde tændt i kirken, sprang knoglen tilbage på alteret, derefter prøvede Alfrik med en mindre knogle, som også sprang tilbage på alteret. Derefter anerkendte Alfrik Thøgers hellighed, og kong Svend gjorde det samme.

Denne helgenlegende kendes kun gennem en afskrift fra 1600-tallet, som ikke nærmere nævner kilderne, desuden kendes brudstykker fra brevarier i Odense, Slesvig, Århus, Lund og Roskilde. De biografiske belæg er tvivlsomme og legenden har været udsat for megen skepsis. Gunnar Iversen mener dog, at legende er meget nøgternt beskrevet, Thøger tillægges ikke overmenneskelige træk i sin barndom. Thøger lever heller ikke et asketisk liv i sin manddom. Thøger besøges ikke af dyr, og hans død varsles ikke gennem drømmesyn. Beskrivelsen er nærmest et forsøg på at give en historisk beskrivelse af Thøger, kun hans skrinlæggelse tillægges visse mystiske omstændigheder. Legenden fortæller dødsdag og dagen for skrinlæggelsen men ikke året, hvilket også ville være i modstrid med traditionerne for helgenlegender. En afskrift af en ukendt kilde fortæller, at Thøger blev skrinlagt i 1067. Det kan være senere tiders forsøg på at rekonstruere årstallet, men Gunnar Iversen mener, at året kunne være rigtigt.

Tiden omkring Thøger

Olav Haraldsson (Den hellige) var konge i Norge 1015-30. Lederen af delegationen fra Vestervig til Rom i 1067 kunne have været Sachseren Bjarnhard, som var en af de betydeligste skikkelser i missionstidens Norge og formodentlig god ven med Thøger, han var viet som missionspræst i Rom og blev siden godkendt af ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen. Bjarnhard blev biskop for Olavs søn Magnus, som var konge i Norge 1035-47 og var konge i Danmark sine sidste leveår, efter han blev valgt på Viborg tinge i 1042. Svend Estridsen bekæmpede Magnus men blev først konge efter dennes død i 1047. Harald Hårdråde blev konge i Norge efter Magnus. Harald førte en fjendtlig politik overfor den romerske kirke, hvilket Bjarnhard var uenig i, derfor rejste Bjarnhard til Island og virkede som biskop. Harald Hårdråde forsøgte at erobre England og døde under et slag i England 1066. Haralds søn Olav Kyrre udnævnte Bjarnhard til biskop af Sejle i Nordnorge, hvor Olav den Hellige havde indledt sin kristning af landet i 1015. Bjarnhard rejste fra Island til Norge, hvor han ankom foråret 1067. Den første mission han drog ud på var til Rom, fordi Olav Kyrre ønskede fred med paven, som havde lyst landet i band. Svend Estridsen bekrigede Olav Kyrre, så Bjarnhard har næppe rejst gennem Danmark, men formodentlig har han lagt til i Vestervig på sejladsen til Rom. Tidsmæssigt kan han have været tilbage i Vestervig inden september 1067.

Adalbert var ærkebiskop over Hamborg-Bremen 1043-72. Han tilkæmpede sig den politiske magt i det tyske område og var reelt set regent i 1064, da han blev formynder for Heinrich IV. I 1066 blev han afsat af et rigsrådsmøde, styret af hans fjende bisp Anno af Köln. Adalbert flygtede til Bremen, hvorfra han blev fordrevet af sin verdslige hovedmodstander Magnus Billung, der var morbror til kong Magnus af Norge og Danmark. Adalbert søgte tilflugt i Harzen, hvor han gemte sig mindst et halvt år. I 1067 afviser Adalbert at gå ind i politik, hans historieskriver Adam af Bremen beskriver ham som en gammel og nervesvækket person. Adalbert har ingen betydning i 1067 og det ville derfor være naturligt, om man gik uden om ham, i forbindelse med ansøgninger hos paven. Bjarnhard ville derfor næppe spilde tid på et besøg hos Adalbert, og Vestervig ville næppe bede om Adalberts støtte til helligkåring af Thøger. Adalbert ligger begravet i krypten under domkirken i Bremen.

Alexander II var pave 1061-73. Han havde tidligere været biskop over Lucca, og han bevilgede sig selv at beholde magten over Lucca efter valget til pave. Lucca var den vigtigste station på pilgrimsvejen til Rom, og Alexander II gjorde meget for at støtte områdets små kirker med relikvier. På den tid var det ikke nødvendigt at få pavens officielle accept af en helgenkåring, det kunne klares lokalt ved en biskop eller en ærkebiskop. Men da Alexander gik ind for det lokale selvstyre og han kardinal Hildebrand var modstander af den verdslige magts indflydelse på kirken, var det nemt at få pavestolens støtte til Vestervigs helgenkåring af Thøger. Alexander II's støtte har sikkert været endnu mere varm, fordi Adalbert havde forsøgt at gøre sig selv til en slags pave over de nordiske områder.

Vicebiskop Alfrik. Gennemførelsen af helligkåringen blev endnu nemmere, da området reelt var uden biskop i perioden. Alfrik nævnes hos Adam af Bremen, men her har han ikke titel af vicebiskop, hvorfor Thøgerlegendens historiske sandhed betvivles. Adam af Bremen nævner, at Egino dør i 1072 efter 12 år som biskop i Skåne. Derfor tidsfæstes inddelingen af Danmark i 8 stifter til 1060. Valles er biskop i Ribe stift som deles efter hans død i fire stifter, Ribe, Århus, Viborg og Vendsyssel. Munken Magnus bliver udvalgt som bisp over Vendsyssel, men drukner på Elben under hjemfarten efter indvielsen. Adam af Bremen nævner, at Alfrik bliver udpeget som hans stedfortræder. Magnus død er ikke tidsfæstet men kan senest have fundet sted 1063. Bisperne i Danmark har formodentlig været udvalgt af Svend Estridsen, der lå i krig med Harald Hårdråde, derfor kan det have været umuligt for Adalbert at få kontakt til Svend. Da pavestolen havde ret til at besætte bispesæder, som var ledige i mere end tre måneder, og pave Alexander II var modstander af Adalbert, har det givet været en løsning for Adalbert at udpege sin domprovst Alfrik som vicebisp, indtil man kunne opnå kontakt til Svend Estridsen. Alfrik har næppe besøgt Vestervig før kong Svend beordrer ham derop i forbindelse med Thøgersagen. I tiden mellem 1063 og 1067 kan Alfrik have haft titel af vicebiskop.

Thøgers helgenkåring

En helgenkåring foregik på den tid i to omgange. Først blev knoglerne taget op af graven (Elevatio), derefter blev de overført til et helgenskrin på alteret eller til en anden kirke (Translatio). Optagelsen af knoglerne krævede pavens tilladelse, overførslen kunne foretages lokalt. I Thøgers tilfælde har man foretaget optagelse og overførsel i samme omgang og derefter søgt om pavens tilladelse. Thøgers legende nævner, at alle ønskede at tage Thøgers ben op, med alle menes formodentlig alle i Vestervig. Kong Svend modsætter sig ikke Thøgers optagelse men kritiserer overførslen, idet han stiller spørgsmål ved miraklerne.

Thøger bliver ikke indført i den katolske helgenliste og er derfor ikke Sanctus men kun Beatificeret, hvilket betyder han ikke vil blive fejret i hele den katolske kirke men kun lokalt i Vestervig. Kong Svend betvivler præstens vision med den manglende knogle, men betvivler ikke Thøgers status som lokal helgen. Gunnar Iversen mener, der her er tale om en kamp om datoer og status, idet Svend Estridsen ønskede at få Harald Blåtand kanoniseret som Sanctus i 100-året for kristendommens indførelse i Danmark. Harald Blåtand døde 1.november og ville formodentlig have fået denne dato som helgendag. Gennem ildprøven i Vestervig blev Thøger anerkendt som lokal helgen med helgendag den 30.oktober, og dermed ville Thøgers fest komme umiddelbart før Harald Blåtands. Kong Svend anklager miraklet om den manglende knogle som usand men betvivler ikke, at Thøger haltede. Dette kan skyldes, at Thøger var halt, hvilket både konge og biskop vidste. Da en helgen skulle være uden defekter, kunne Thøger ikke helligkåres. Men Svend droppe denne anklage, måske fordi han selv var halt og Thøger blev de haltes beskytter. Historien med den manglende knogle kunne derved dække over Thøgers defekt.

Gunnar Iversen ser yderligere et storpolitisk spil, hvor kampen mellem pave Alexander II og ærkebiskop Adalbert indgår, desuden kan forholdene i England omkring Vilhelm Erobrerens invasion have haft betydning. Kong Svend hævdede sin ret til England og danske styrker kæmpede mod Vilhelm i England. Om de har været direkte sendt af kong Svend, eller de deltog på eget initiativ, vides ikke, men Adalbert blev af Vilhelm opfordret til mægling. Adalbert støttede Svend, idet pave Alexander II støttede Vilhelm og gjorde togtet mod England til et korstog. Det kunne derfor være muligt at paven ville støtte helligkåringen i Vestervig, fordi det ville ødelægge mulighederne for helligkåring af Harald Blåtand.

Halleys komet

Kinesiske astronomer observerede som de første Halleys komet den 3.april 1066. Kometen blev af samtidens lærde erkendt som en komet og blev af alle anset for et tegn fra Gud. På Bayeux-tapetet er kometen gengivet og tolkes som en godkendelse fra Gud af korstoget. I Thøgers legende ser præsten et himmelsk lys over graven, lyset kommer ikke fra graven men fra himlen, og for samtiden må det have været klart, at det var Halleys komet, som lyste. Dermed har enhver tvivl været udelukket, ingen ville diskutere Thøgers hellighed, hvilket kan forklare, at kong Svends kritik hurtigt forstummede. Adam af Bremen besøgte kong Svend i 1068 og gør i sine skrifter reklame for kanoniseringen af Harald Blåtand. Harald Blåtands dødsdag den 1.november er også Allehelgensdag, og kong Svend har formodentlig påbudt, at man på denne festdag også skulle fejre Harald Blåtand. Adam af Bremen nævner ikke Sankt Thøger i sine skrifter fra 1070, hvilket kan tyde på, at man ikke ønskede nogen konkurrence fra Thøgers helgendag den 30.oktober. Adalbert mistede magten i Bremen og Halleys komet blev et afgørende bevis, Thøger blev helligkåret og Harald Blåtand måtte nøjes med titlen som den, der kristnede danerne.

Sankt Thøgers kirke

I 1930'erne udgravede man fundamenterne til Sankt Thøgers kirke i Vestervig. Kirken er formodentlig bygget som en helgenkirke for Thøger enten i forbindelse med skrinlæggelsen i 1067 eller i begyndelsen af 1100-tallet. Kirkens grundplan er en korskirke med rund apsisafslutning på koret mod øst, sidebygninger omkring koret og et skib mod vest. Noget kunne tyde på, at den vestlige del ikke er blevet fuldført. Kirken fungerede som sognekirke til den blev revet ned i 1500-tallet. De arkæologiske undersøgelser ved udgravningen kunne ikke datere opførelsestidspunktet nøjagtigt. I 1939 tegnede C.G. Schultz en udgravningsplan.

Stammer Thøger fra Thüringen

Legenden beretter, at Thøger stammede fra Thüringen. Gunnar Iversen mener, Thøger må være født omkring år 1000. I Thüringen fandtes på den tid en fonem slægt, som fødte en søn ved navnet Theodgar. I 998 bortførte en thüringsk greve, Witinhar af Walbeck, en ung kvinde, Liugard, fra et nonnekloster. Efter mægling kom Liugard tilbage til klosteret. Hvis Theogard blev født i klosteret som søn af Liugard, ville det være naturligt, om barnet blev givet til kirken og fik en gejstlig uddannelse. Gunnar Iversen afdækker de familiære bånd fra Liugard til Knud den Stores dronning Emma, der også havde forbindelse til Olav den Hellige. Noget historisk bevis findes ikke, men muligheden er til stede.

Thøgers mission

I artiklen søger Gunnar Iversen at beskrive Thøgers liv og virke. De historiske kilder er få, så beskrivelsen foregår mest gennem indicier. At Harald Blåtand kristnede Danmark behøver ikke betyde, at danerne blev kristne, flere kilder nævner, at især jyderne havde modvilje mod den nye tro. Vestervig var udskibningssted for togter mod England, hvor norboerne hærgede de engelske klostre. Odinkar blev biskop i Ribe ca. 40 år efter Harald kristnede danerne, han var den eneste biskop i Jylland, så landsdelen har næppe tiltrukket mange missionærer.

Da Olav den Hellige flygtede for Knud den Store i 1028, kan han have efterladt Thøger med Olavs hustru og datter i Sigtuna. Her kan Knud den Store have hørt ham prædike. Olavs biskop Sigfried opholdt sig formodentlig også i Sigtuna, Sigfried havde missioneret sammen med Odinkar og dermed kan forbindelsen mellem disse ledende personer føre til, at Thøger ender i Vestervig. Sigfried kom til Norge fra England og har måske bragt Thøger med sig, dermed kan legenden have ret, når den siger, at Thøger kom til Norge over England. Thøger kan desuden have været den missionspræst, der døbte Olavs uægte søn Magnus, hvilket senere kan have givet Thøger et fortrin, da Magnus blev valgt til konge af Danmark i 1042.

Da Olav den Hellige døde i 1030 fik hans missionspræster tildelt hvert sit område, formodentlig har fordelingen foregået efter aftale med Liawizo II, som var ærkebiskop i Bremen, og intet har næppe fundet sted uden godkendelse fra Knud den Store. At Thøger rejser til Vestervig for at missionere må derfor anses for led i en plan. En havneby har gode indtægter gennem handel, og et budskab spredes hurtigt fra et center som Vestervig. Den rigelige pengemængde har formodentlig også været et godt grundlag for bespisning og hjælp til de fattige. Gunnar Iversen tolker legendens udsagn, at den første kirke blev bygget af stok og stav, som en bygning af vidjer flettet om tykke stave nedsat i bjælker. Sådanne bygninger er fundet i Sigtuna, hvor Thøger måske har opholdt sig. Når befolkningen senere tager selvstændig beslutning om opgravning af Thøger knogler og selv søger tilladelse hos paven, tyder det på, at området har en vis status og lokalbefolkningen har en vis stolthed.

Hedeby var ved at miste sin betydning o.1050. Kong Svend ønskede at gøre Roskilde til et magtcentrum. Vestervig, Ålborg, Børglum og Hjørring kæmpede om magten i det nordjyske. Måske har Knud den Store gjort sit til at styrke Vestervig gennem Thøgers virke. I 1066 var muligheden til stede. En stor kirke med en helgen gav mulighed for pilgrimme, og med dem kunne Vestervig blive et magtpolitisk centrum i Nordsø-områderne.

I Sydthy årbog 1986 s.60-80 har Gunnar Iversen skrevet en artikel om Margrete Fredkulla - kvinden bag Sankt Thøger. Nedenstående er en synopsis af denne artikel.

Gunnar Iversen konstaterer, at Sankt Thøgers helgenskrin stod på alteret i Vestervig til 1535, da Knud Gyldenstjerne og Ove Lunge kvitterer for 16 kilo sølv smeltet af Sankt Thøgers skrin og andet kirkeinventar. Der findes to notater om Thøgers skrinlæggelse, den danske franciskanermunk Peder Olsen skriver i sin Danmarkshistorie, at Thøger blev skrinlagt år 1117, i Anales Bartholiniani står, at Thøger blev skrinlagt år 1067. Peder Olsen døde i 1570 og Bartholin i 1690, de var ikke samtidige med skrinlæggelsen men har regnet sig frem til de to årstal. Gunnar Iversen mener dog, de begge kan have ret. Bortset fra et par pergamentstumper fra 1200-tallet , findes ikke skriftlige beretninger om Thøger-dyrkelsen i Vestervig.

Ved udgravningen af fundamentet til den nedlagte Sankt Thøgers kirke i 1930'erne fandt man en flere mønter, den ældste fra 1160. Dateringen af klosterkirken sættes til efter 1160, så helgenskrinet må have stået på alteret i den nedrevne kirke. Sprogforskere mener, at opbygningen med tre indledende lektioner i Bartholins helgenlegende tyder på, at kilden stammer fra begyndelsen af 1100-tallet, måske tidligere, derfor synes det logisk med en datering for skrinlæggelsen til 1067. Spørgsmålet er så, hvad taler for en skrinlæggelse i 1117.

Margrete Fredkulla

Margrete Fredkulla var datter af den svenske kong Inge, der nedrev det hedenske tempel i Uppsala og indførte kristendommen i Sverige. Den norske kong Magnus Barfod havde besat landområderne mellem den norske grænse og Vänern og gjort krav på området. Kong Inge lod datteren indgå ægteskab med Magnus og gav hende i medgift de landområder, som Magnus gjorde krav på. Kort tid efter ægteskabet døde Magnus i Irland i 1103. Margrete blev gift med den danske kong Niels, som regerede fra 1104-34. De fik to sønner, Magnus og Inge. Margrete og Niels tog begge aktiv del i ledelsen af riget og i støtten til den kristne kirke. Margrete virkede med et stærkt personligt engagement, og noget tyder på, at kong Niels satte pris på deres fælles virke, som den første kvinde optræder Margrete på en samtidig mønt, præget i Lund.

Deres søn Inge døde ved en rideulykke o.1110, hvilket formodentlig har udvirket, at forældrene grundlagde klosteret i Vestervig. Kong Niels var knyttet til klosteret i Odense, hvor Knud den Hellige var blevet skrinlagt, kirken i Odense fik på denne tid en sjettedel af fiskeriet i Lønborg Å, formodentlig i forbindelse med nedskrivelse af Thøgers helgenlegende. Datidens helgenlegender blev nedskrevet af højt specialiserede skribenter, der kunne sammensætte og nedskrive en legende efter ganske bestemte regler. Odense og Lund var et af de få steder i Norden, hvor man havde skribenter, der kunne udføre en helgenlegende, og da stilen i de senere kopier peger mod Odense, mener man, det må være kong Niels, som har bestilt legenden i Odense.

Ifølge Kong Valdemars jordebog fra 1200-tallet ligger Vestervig kloster på gammelt krongods, og formodentlig er det blevet grundlagt o.1110. I forbindelse med opførelsen af klosteret har man bygget en klosterkirke af frådsten, byggeriet har været så langt fremme, at man har kunnet indvie højalteret i 1117. Margrete havde store områder i Sverige, hvorfra hun kunne hente midler. Thøgers helgenskrin har ifølge beskrivelserne været fornemt, og Margrete havde mulighed for at skænke en så fornem gave. Fiskeretten i Lønstrup Å kunne næppe stå alene som gave i forbindelse med sønnens død, så sandsynligvis har hovedgaven været helgenskrinet i forbindelse med en flytning af Thøgers relikvier til den nye klosterkirke i 1117. I forbindelse med udgravningerne af den nedrevne Sankt Thøgers kirke ledte man ikke efter barnegrave, men måske har aftegningen af en hestehov på Prins Burris grav en forbindelse til Niels og Margretes søn.

Gunnar Iversen påpeger, at der i Värmland findes en helgen, som kaldes Sankt Torger i Strand. Ikke langt fra Strand ved vejen mellem Sulvik og Ränkesed i Älgå sogn findes en kilde, som kaldes Torgeskällan. Kilden nævnes i en skriftlig kilde fra 1651, den blev restaureret i 1930. Gunnar Iversen siger videre, at lokaliteten ligger i nærheden af det område, som Margrete Fredkulla fik i medgift og foreslår, at Margrete Fredkulla har ønsket, at denne helgen skulle mindes i Vestervig. Margrete Fredkulla står som en stærk kvinde, der også fik oprettet et nonnekloster i Vestervig. På den måde kom Thøger til at symbolisere en kvindepolitisk bølge i tiden.

Ifølge legenden rejste Thøger fra Norge efter Olav den Helliges død i 1030. Han missionerede først i dansk land og rejste senere til Vestervig, hvor han reddede sjæle. Selvom Adam af Bremen anså nordjyderne for rå og ugudelige, var de næppe så hedenske som svenskerne. Thøger missionerede ikke i Vestervig, han reddede sjæle fra djævlen. Ifølge legenden har Thøger missioneret på vej til Vestervig i dansk land, formodentlig netop det område, som Margrete Fredkulla ejede. Derfor har det sikkert været naturligt for Margrete, at vælge Thøger som helgen til Vestervig. Thøger gav jo også forbindelse til Norge, hvor Margrete havde været dronning.

Olav den Helliges hofpoet Sigvat aflagde i 1019 rapport om en rejse i de svenske områder, som Thøger muligvis har missioneret i. Områderne fra den norske grænse er svært fremkommelige og egnens beboere er stadig grebet af hedenskab, der er blevet dyrket i hjemmet, derfor må det primært være kvinderne, som Thøger har forsøgt at omvende, og derfor kan det have været vigtigt for Margrete at fremhæve netop Thøger.

Sven Tveskægs prædikant

Gunnar Iversen stiller spørgsmålet, om den Olav, der nævnes i forbindelse med Thøger, kunne være Olav Tryggvason. Hvis dette skulle være tilfældet, kunne Thøger være kaldet til Vestervig af Sven Tveskæg, der vendte rundt og støttede den kristne kirke efter alliancen med hedenske fyrster i kampen mod faderen Harald Blåtand. Ifølge Adam af Bremen skete dette skift efter et besøg af Sigfrid, som var Olav den Helliges missionsbiskop. Ved denne lejlighed mødte Sigfrid Svens prædikant, som kan være Popo, Bernhard eller Thøger. Sven havde sikret havnen ved Vestervig med et bysamfund, sikringen var rettet mod engelske angreb på den havn, hvorfra togter til England udgik. For at sikre den kristne tro i området kan Sven have inviteret en hellig mand til Vestervig for at prædike, måske har det været Thøger. Dermed skal Thøger-legenden nytolkes.

Olav Tryggvasons svoger Thorgeirr missionerede i det vestlige Värmland men faldt i slaget ved Svold år 1000, derfor må missionæren Thorgeirr være en anden, kunne det være Thøger. I 1961 fandt man en kalenderstav ved udgravninger i Lödose nær Göteborg. På kalenderstaven var helgendagen for Olav den Hellige og Knud den Hellige markeret samt helgendagen for Thøger men ikke helgendagen for Knud Lavard, derfor dateres staven til midten af 1100-tallet. Lödose har været en havneby, og det har været nemmere at komme til Vestervig end til Lund. I 1151 flygtede Knud Magnussen til Lödöse. Han var sønnesøn til Margrete Fredkulla og medarving til hendes godser. Margrete fik to af sine svenske kusiner gift i Danmark, Ingeborg med Knud Lavard og Ingerid med Henrik Svendssøn Skadelår. Valdemar den Store var søn af Ingeborg og Knud Lavard, Ingerid og Henrik fik sønne Buris. I 1167 lod Valdemar den Store prins Buris dræbe, og det er bemærkelsesværdigt, at han blev begravet i Vestervig.