Instrumenter i 1500-tallet

Tilbage til Hovedside

I 1500-tallet er polyfonien stadig den fremherskende kompositionsform. Generalbas (basso continuo) dukker først op i slutningen af århundredet og får sit gennembrud med Monteverdi. Polyfonien benytter enkeltstemmer, og samklangen består af modsætningerne mellem spændingen i dissonanser og harmonien i konsonanser. Harmoniinstrumenter eksisterede ikke, men man benytter ofte instrumenter med en bordun, der holder en fast tone eller toner (ofte en kvint) hvorover melodien bevæger sig. Det mest kendte bordun-instrument er sækkepiben, hvis opadrettede droner holder en eller flere faste toner, mens man spiller en melodi på den nedadrettede melodipibe. På orglet får man pedaler, hvormed man kan holde en fast tone (pedaltone eller orgelpunkt) mens man spiller en melodisk frase på tastaturet.

I 1589 fremførte Malvezzi sin Sinfonia a 6 i Firenze. En beskrivelse fortæller, at til fremførelsen blev brugt et stryge-consort bestående af forskellige typer fra viola-familien, et cornet (zink)-consort, fløjte og 4 tromboner, desuden en mindre hær af knipsede instrumenter og orgler.

Kalkmaleriet er ikke en velegnet teknik, når man skal gengive mindre detaljer. Desuden har kalkmalerierne i Rynkeby været overkalket og er siden blevet afdækket og restaureret. Skulle man kunne identificere instrumenterne helt nøjagtigt, ville det kræve et naturalistisk billede i stil med van Eyck, for at kunne se mundstykkets udformning, anblæsningsmetoden, antal strenge etc. Men kalkmalerierne i Rynkeby er trods alt så detaljerede, at det er muligt at give et sandsynligt bud på hvilket instrument det drejer sig om. Om det er en blokfløjte eller en zink, en trompet eller en basun er ikke så vigtigt, datidens musikere ville sikkert ikke bekymre sig synderligt, og raffineret instrumentation i nutidig forstand var der ikke tale om. Desuden fandtes et utal af hybridformer udført af lokale mestre, så en sammenligning med stik eller instrumentfortegnelser kan kun være en rettesnor, spørgsmålet er nærmere, om instrumentets udformning giver mening og om betjeningen ser realistisk ud.

Nedenstående instrumentfortegnelse er et udvalg af de mange hybridformer som benyttedes i 1500-tallet. Hovedgrupper som chordophoner, lutinstrumenter, strygeinstrumenter, fløjter, rørbladsinstrumenter, trompetinstrumenter og tasteinstrumenter er kun overskrifter på et umådeligt instrumentarium, hvor hybrider kan være svære at placere. Det store antal instrumentformer kan gøre det svært at identificere hvert enkelt instrument nøjagtigt, men det fortæller om tidens store glæde ved klangfarver. Fra Angelicos farverige fremstillinger af engleorkestre udtrykker i billedsprog renæssancens klangfarveglæde.

Titelside fra samling med orgelværker af Arnolt Schlick

Chordophoner:

(græsk chordae: streng.) En fællesbetegnelse for instrumenter, der benytter en opspændt streng. Strengene knipses med fingre eller pinde, anslås med stikker eller plektre og stryges med buer. Strengene kan også blot klinger med. Klangstyrke og klangfarve er afhængig af resonanskassen. For Zither-typen er resonanskassen uden større betydning, strengene er spændt mellem to punkter over resonanskassen. For instrumenter af lut-typen har resonanskassen betydning. På lut-instrumenter er strengene spændt op fra en sadelknop i bunden over en stol, der sidder i spænd mellem resonanskassen og strengene. Strengene er befæstet på skruer i toppen. Leier er en instrumenttype som stammer tilbage fra antikken, her ligger strengene parallelt med resonanskassen, på harper står strengene vinkelret på resonanskassen.

Stavzither (græsk khithara). Den enkleste form for en zither. En streng spændt op mellem de to yderpunkter på en buet stok.

Brætzither. Strenge spændt op på et bræt. Har flere strenge. Brættet kan være udhulet som den kinesiske K’in eller den japanske Koto. Den europæiske brætzither er flad og findes med gribebræt. Smalle zithertyper findes med smal resonanskasse, gribebræt og tværbånd. Den svenske Hummel, den norske Langleik og den franske Epinette des Vosges er smalzithertyper.

Psalterium: (græsk psallo) en knipset streng. Instrumentet blev knipset med fingre eller en pind. Pinden kunne også bruges til at anslå strengen med, og middelalderens Psalterium (italiensk: salterio) er svært at skelne fra Hakkebrættet (salterio tedesco) som anslås. Hovedformerne er trapez, rektangel og svinehovedform. Den halverede svinehovedform udvikler sig i 1300-tallet til et Halvpsalter, hvorfra den moderne flygelform stammer.

Hakkebræt.. I de tidligste former fra 1400-taller er det identisk med Psalterium. Adskiller sig fra et Psalterium ved kun at blive anslået med stikker. I 1600-tallet får den to strengestole, hvor den venstre sides strenge stemmes i forholdet 3:2 så der er en kvintafstand mellem strengene.

Cimbalo (Zymbal). Et trapezformet hakkebræt ofte på fire ben med pedaldæmper. Findes især i ungarsk folkemusik. Anslås med en særlig slags køller.

Harpe. Harpen stammer fra orienten. Den kendes fra ægyptiske gravstatuer og gravmalerier fra 3-2000 f.v.t. I de tidligste former er det strenge spændt ud på en buet stok. Harpen dukker op i Irland i 700-tallet. Den romanske harpe har strenge udspændt på en ramme, fra 1400-tallet kendes noget slankere gotiske harper. Harpen var diatonisk stemt og havde 7-24 strenge. Den tjente som ledsagelse til sang. I baroktiden fik harpen klangbund og blev et continuo instrument. I 1720 udvikledes pedalharper med et trin, så instrumentet kunne spille i alle b-tonearter. I 1820 udviklede Erard dobbeltpedal-harpen, der kunne spille kromatisk.

Hans Burgkmaier (1473-1531): Kejser Maximiliam blandt sine musikere

Lutinstrumenter

Et strengeinstrument med klangkasse, gribebræt og udspændte strenge, der ligger fladt over dækket.

Lut (arabisk: al’ud (:træ) spansk: laud.) Krop uden sarg, gribebrættet ender i en knækket hals med strengeskruer. Fem dobbeltstrenge og en enkeltstreng. Den stemmes i terts-kvart kombination. Strengene kaldes fra den højeste: cantarello, lille og store klangstreng samt lille mellem og store brummer. Lutten kom i middelalderen fra arabiske lande til Sydeuropa. I 1300-tallet blev den udbredt i det meste af Europa og var det fremherskende musikinstrument i hjemmet. I det venetianske renæssance-maleri er en lutspillende kvinde en prostitueret eller en kvinde, der opfordrer til utugt.

Theorbe En lut med to strengehalse. Den kan beskrives som en otte-strenget lut med ekstra strengehals uden gribebræt. Den lange hals holder otte bordun-strenge. Theorben opstod i Padova i 1500-tallet.

Cister Pæreformet krop med gribebræt. Den tidlige Cister fra 1300-tallet nærmer sig Fedelen. Vekslende antal strenge (4-12).

Pandora Cisterlignende bas-instrument med flere indbugtninger. Benyttes i 1500-tallet og 1600-tallet.

Mandola En forløber for mandolinen, af arabisk oprindelse. Fire dobbeltstrenge stemt i kvinter.

Guitar (græsk: kithara) Har krop med indbugtninger, flad sarg og åbent lydhul i midten under strengene. Kendes fra 1200-tallet’s Spanien. Af arabisk-persisk oprindelse.

Lire En særlig type lutinstrumenter kaldes Lireinstrumenter. De anstryges med bue. Disse instrumenter kan ses udstyret med en tangentanordning, der trykker den øverste melodistreng ned. Nyckelharpen er et Lireinstrument med tangenter.

Strygeinstrumenter

Udvikler sig fra lutintrumenter. Strengene knipses ikke men stryges med en bue, der består af tråde (f.eks. hestehår) udspændte på en buet stok. Strygebuen stammer fra orienten og kommer over Byzans til Vesteuropa. På strygeinstrumenter er strengene spændt hårdere op end på lutinstrumenter. På de tidligste strygeinstrumenter ligger strengene fladt som på lutinstrumenter. Strengene blev anstrøget samtidig enten som en bordunvirkning eller til parallelføring. Senere udvikledes en stol, der hæver strengene i en bue, så hver enkelt streng kan stryges individuelt. Kroppen får to indbugtninger for at lette bueføringen, desuden to lydhuller i f eller c-form. På visse strygeinstrumenter er lydhullet udformet som en rosset.

Rebec Udviklet fra den arabiske Rabab. Et af middelalderens tidlige strygeinstrumenter.

Fedel Har i 1400-1500-tallet 5 til 7 strenge, samt to bordun-strenge uden for gribebrættet.

Lira da braccio Et strygeinstrument fra renæssancen. Violinformet krop med ret flad stol, fem melodistrenge og to bordunstrenge. Det blev benyttet af balladesangere til akkompagnement af deres improviserede recitation. Benyttes ofte i renæssancemaleriet som attribut til bl.a Apollo og Orfeus. Lironen er en barytonudgave af Lira da braccio. Lironen blev for det meste placeret mellem knæerne, den har 9-14 strenge og 2-4 bordunstrenge. Instrumentet gik af mode i begyndelsen af 1600-tallet.

Viola da gamba Strygeinstrument som holdes mellem benene (gamba: ben). En viola da gamba har 6 strenge og 7 bånd på gribebrættet. Der findes en hel familie af gamber, diskant, alt, tenor, lille-bas, stor-bas og sub-bas.

Viola da braccio En lille Viola da gamba som holdes mod kroppen med armen (braccio: arm). Violinen og violaen udvikler sig fra dette instrument.

Viola bastarda Hybrid mellem Lira da braccio og Viola da gamba. Den har to lydhuller og en lydrossette under gribebrættet samt bordun-strenge. Den benyttes i England 1500-1600.

Viola d’amore En videreudvikling af Viola bastarda. Kroppen er stærkt svunget, 5-7 strenge over gribebrættet samt 7-14 akkordstrenge under gribebrættet. Akkordstrengene anstryges ikke men klinger med, de stemmes i en passende dur eller moll-akkord.

Dansemesterviolin eller Pochette En smal trestrenget violintype fra 14-1600-tallet, den er en videreudvikling af den tidlige Rebec. Dens navn skyldes, at den blev brugt til danseundervisning af dansemesteren, som havde den i en lomme (pochette) i sin kappe.

Orlando di Lasso ved tasteinstrument og musikere fra det bavariske hof o.1580

Blæseinstrumenter

Instrumenter der består af et hult rør, hvor lyden dannes ved, at luftsøjlen sættes i svingning ved anblæsning. Svingninger kan skabes ved anblæsning mod en kant (Fløjteinstrumenter) ved at sætte et opsplittet rør i svingning (rørbladsinstrumenter) eller ved at læberne sættes i svingning i et tragtformet mundstykke.

Fløjter

Tværfløjten er et udboret rør som holdes parallelt med læben og anblæses ved at rette en luftstrøm mod en kant. Fingerhuller i kroppen (på tidlige instrumenter 6 huller) kan ændre tonehøjden. Tværfløjten fandtes i forskellige størrelser. Blokfløjten er et udboret rør med fingerhuller. Instrumentet holdes lodret og anblæses gennem en vindlade, hvor luftstrømmen rettes mod en kant. 6 fingerhuller og et tommelfingerhul kan ændre tonehøjde. Blokfløjten fandtes i fire hovedformer, sopran, alt, tenor og bas, svarende til de fire stemmer i motetten. Den ukomplicerede anblæsemåde gjorde instrumentet anvendeligt. Der findes et utal af varianter som f.eks. udhulede gemsehorn med vindlade, de benyttedes parvis, højresnoet, hvor hænder placeres som på en normal blokfløjte, venstresnoet, hvor hænderne placeres i modsat rækkefølge.

Rørbladsinstrumenter

Krumhorn Rørbladsinstrument med rørblad under vindlade. Instrumentet var meget populært i 1500 og 1600-tallet. Kroppen er et udhulet trærør med fingerhuller (6 fingerhuller og tommelfingerhul). Kroppen er lige indtil de nederste 20-30 cm, der drejer opad som en krog. Instrumentet kan findes med udvidet endestykke som schalstykke. Boringen er cylindrisk og meget smal. Det normalt benyttet i kor bestående af alt, tenor, bas, og kontrabas. Krumhornet blev anblæst øverst som en blokfløjte, dog benyttes et bøjet rør til det dybeste krumhorn i lighed med den senere fagot. Historisk kan instrumentet følges tilbage til middelalderens sækkepibe, men denne hybrid med vindlade kendes først fra o.1500. Betegnelsen krumhorn kendes tidligere fra orgelregistre. I Burgkmaiers: Alexanders Sejr (1516) ses et orkester med krumhorn. Under Orlando di Lasso havde kapellet i München 12 krumhorn, to af disse kan ses på Hans Wagners bryllupsbillede fra 1568. Krumhorn blev især benyttet ved tyske fyrstehoffer. Der findes ikke mange værker skrevet specielt for krumhorn, instrumentet blev for det meste benyttet som en klangfarve i korisk sammenhæng.

Sækkepibe Instrumentet består af en vindsæk, ofte af en dyremave, hvori man blæser luft ind gennem et blæserør. Fra vindsækken udgår en eller flere droner, der for det meste er rettet opad, disser droner spiller en fast tone eller interval, ofte en kvint. På et nedadrettet spillerør med fingerhuller kan man spille melodier. Droner og spillerør har indbygget et rørblad, der sættes i svingning når luften fra vindsækken presses ud gennem droner eller spillerør. Luften presses ud ved tryk med albuen på vindsækken. På nogle hybridformer, som den franske Musette eller Cornamuse, betjenes vindsækken med en blæsebælg. Den ældst bevarede skotske sækkepibe er fra 1409. Instrumentets oprindelse fortaber sig i fortiden. Det er blevet benyttet både i folkemusik og ved fyrstehoffer op gennem tiderne. Ved det burgundiske hof benyttede man sækkepiber og i Henrik VIII’s instrumentsamling fandtes en fornemt udstyret sækkepibe. Praetorius beskriver i sin Syntagma Musicum flere former for tyske sækkepiber.

Magdeburg sækkepiben En sækkepibe med to droner og to melodipiber. De to melodipiber har formodentlig sin oprindelse i den græske dobbeltfløjte (Aulos). Den neapolitanske Surdelina har også to droner og to melodipiber, men den betjenes med blæsebælg. (Groves 1954 bind 1 s.350)

Trompetinstrumenter

Der skelnes mellem tre hovedgrupper, Cornet, Trompet og Basun. Forskellen er det tragtformede mundstykkes udformning. Udmundingen på trompet og basun-instrumenter er normalt udvidet til et cirkelrundt schalstykke, som forstærker og spreder lyden. Cornet-instrumenter i renæssancen har normalt ikke noget schalstykke. De enkelte hovedgruppers særpræg ligger i udformningen af mundstykket. Trompetinstrumenter laver toneskift ved overblæsning. Et rør på en vis længde har en grundtone, overblæses denne får man oktaven, derefter kvinten, kvarten og tre-klange og til sidst kan man opnå hele tonerækker i de øverste overblæsninger. Det kræver dog et meget langt rør og stor dygtighed at nå så høje overblæsninger. I 1600-tallet udvikler man et klapsystem som kan forkorte eller forlænge røret, hvilket gør det nemmere at spille hele tonerækker, desuden mener man, at en trompet med gliderør (som den moderne trækbasun) er blevet brugt. Senere udskiftes klapperne med ventiler. Trompetinstrumenter blev benyttet i mange sammenhæng. Som signalgiver under kamphandlinger og ved jagt. Som fanfareinstrument ved tafler og andre festlige lejligheder samt i optog. Fyrstehoffer havde ofte trompeterkorps med trompetinstrumenter og pauker. Man benyttede også trompetinstrumenter til Tårnmusik. Musikerne i disse trompeterkorps dannede ofte et trompeterlaug, hvis medlemmer ikke måtte blande sig med andre musikere, som man følte sig højt hævet over. Ved Frederik II’s hof var medlemmerne af trompeterkorpset dog forpligtiget til at deltage i andre musikalske sammenhæng.

Trompet I sin grundform et langt lige rør af træ, senere af metal. I antikken blev det benyttet som krigs og tempelinstrument. Fra korstogene hjembragte man trompeter som et værdifuldt bytte. Fra 1300-tallet kendes trompeter i S-form. Fra 1400-tallet kendes trompeter i bøjleform.

Jagthorn Et snoet rør, der ofte blev anblæst med trompetmundstykke. Blev især benyttet under jagter som signalgiver.

Clarin En trompet bestående af et meget langt rør, som er snoet mange gange, så det ligner et jagthorn. Det blev benyttet som diskantinstrument og dygtige clarinspillere kunne nå så høje overblæsninger, at de kunne spille kromatiske skalaer. Var meget benyttet i barokken (Bach: Brandenburg Koncert nr.2). Praetorius kalder instrumentet Jægertrompet.

Basun En dyb trompet. Forskellen mellem trompet og basun er svær at skelne, basunen er bøjleformet, da røret er længere, men bøjleformede trompeter kendes også i perioden.

Horn (Cornet) De tidligste horn var udhulede dyrehorn, som man anblæste direkte uden mundstykke. Olifanter var lavet af elefantstødtænder (Rolandshornet). Hornet udvikler sig som selvstændigt instrument i 1600-tallet, først som naturhorn, siden med udskiftelige bøjler og endelig med klapper og ventiler

Zink (eller Cornet) Havde stor betydning i 1500 og 1600-tallet. Instrumentets oprindelse fortaber sig i mørket, men det kendes fra illustrationer tilbage fra 1100-tallet. Det adskiller sig fra de øvrige trompetinstrumenter ved at have huller i røret (6 fingerhuller og et tommelfingerhul) som en blokfløjte. Det blev anblæst med trompetmundstykke og fandtes i forskellige størrelser som blokfløjter og andre af tidens træblæserinstrumenter. Instrumentet kendes både i lige og kurvet udformning, de dybere var altid kurvet, så fingrene kunne nå tonehullerne, den kurvede form er muligvis af italiensk eller fransk oprindelse, tidlige tyske zinker er lige. Det fandtes i tre hovedformer, Kleine Zink (Cornettino) et sopraninstrument, Zink (Cornetto) var stemt en kvint under Kleine Zink et altinstrument, Grosse Zink (Corno torto) var stemt en kvint under Zinken, et tenorinstrument, kendes kun i buet form. Krumme Zink (Cornetto torto) er et krumt instrument o.60 cm. langt, lavet af to stykker udhulet træ, som er limet sammen. Den mest brugte zink. Gerade Zink (Cornettoe diritto) er en konisk boret pibe af et lige stykke træ. Stille Zink (Cornetto muto) en særlig placering af mundstykket gav dette instrument en særlig blid klang. Den høje zink blev anvendt som et virtuost instrument i den tidlige barok.

Serpent Et dybtklingende instrument som anblæses med basunmundstykke. I familie med zinken. Det er lavet af træ og har fingerhuller til ændring af tonehøjden. Det er slangeformet, så man kan nå fingerhullerne.

Hieronymus Bosch (1450-1516): Det musikalske Helvede. Udsnit fra en trefløjet altertavle på Pradomuseet i Madrid. En drejelire, bag tastaturkassen ses en kvinde, som holder en triangel med metalringe

Tasteintrumenter

Instrumenter med klaviatur (tangenter). Det latinske ord clavis betyder nøgle og hentyder til bogstavsbetegnelsen for en tone. På tidlige tangentinstrumenter skrev man tonens navn (do-re-mi-fa-sol) eller bogstav (c-d-e-f-g) på tangenten. Tangenter benyttes primært på orgler og instrumenter af cembalotypen, hvor strengene bliver knipset af en mekanisme, tangenter kan også findes på strygeinstrumenter af liretypen (f.eks. Drejeliren).

Cembalo Instrumenter med strenge, som knipses ved anslag på et tastatur, kendes fra o.1400 men anses at stamme fra 1300-tallet. I 1440 beskrives et sådant instrument. I begyndelsen af 1500-tallet byggedes cembali i Italien med 1 og 2 manualer. I slutningen af 1500-tallet begyndte den flamske Ruckert-familie at bygge cembali i Antwerpen, deres instrumenter blev så berømte, at man omtalte disse instrumenter rosende langt ind i 1700-tallet.

Virginal De gode instrumenter som blev bygget i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet medførte, at komponisterne begyndte at skrive selvstændige værker for instrumentet. Orglet og lutten havde tidligere været brugt som selvstændige instrumenter, men nu fik man også interesse for cembaloet. Cembaloet fik mange betegnelser alt efter størrelse og land. Spinet, Harpsichord, Clavecin og Virginal var nogle af de navne, man brugte om et tasteinstrument med strenge, der blev knipset. Navnet Virginal menes at stamme fra betegnelsen for en ung pigestemme Vox Virginalis, idet Virginalet ofte var en mindre udgave af cembaloet med en mere spinkel klang. Navnet knyttes også sammen med uddannelsen af overklassens unge døtre, der spillede på Virginaler i hjemmet. En stigende interesse for musik i hjemmet blandt overklassen og middelklassen åbnede et marked for salg af noder, ofte af pædagogisk karakter, her var især cembaloet velegnet. I England blev de første cembalo-værker trykt o.1600.

Illustration. Orglets dronning (Santa Cæcilia) omgivet af musikere. Øverst en lire og en lut, i midten tamburin og rasleinstrumenter. Nederst mand, der spiller sækkepibe, den obospillende kone er blevet til sækkepibens vindsæk. I midten pauker og til højre to fanfareblæsende figurer.

Orgel Tasteinstrument med piber, der anblæses med luft fra en blæsebælg. St.Cæcilia er musikkens helgen i den katolske kirke, hun led martyrdøden i Rom år 260 den 22.November, som blev hendes helgendag. Ifølge legenden opfandt hun orglet, som tidligt har været brugt i kirken. I middelalderen brugte man orglet, især et lille håndorgel med tastatur, som støtteinstrument til sangen, i renæssancen begyndte orglet at få en selvstændig funktion. De tidlige orgler havde en lille blæsebælg, man selv kunne betjene med den ene hånd, mens man betjente tastaturet med den anden, i den polyfone musik fandtes ikke harmonier, derfor havde man ikke behov for at spille med to hænder, disse små håndorgler kaldes også Positiver. Senere blev orglerne så store, at der krævedes mere luft og blæsebælgen blev så stor, at den måtte betjenes af særlige bælgtrædere. Man udviklede pedaler, hvormed man kunne holde en fast tone (et orgelpunkt) i lighed med bordunklange hos sækkepiber og visse strygeinstrumenter.