Nr.161 Sankt Eustacius

Tilbage til forside

Eustacius hed oprindelig Placidius. Han var hærfører for Trajans hær. Selvom han dyrkede afguderne, udførte han ihærdigt barmhjertighedsgerninger, og hans hustru støttede ham såvel i afgudsdyrkelse som i de gode gerninger. De havde to sønner, og deres far sørgede for, at de fik en uddannelse, der passede til deres høje byrd.

At Placidius til stadighed sørgede for mennesker i nød, gjorde ham fortjent til nådens lys, der førte ham til den sande tro. En dag da han var på jagt, stødte han på en flok hjorte, blandt disse skilte en kronhjort sig ud på grund af sin størrelse og skønhed, og denne kronhjort gik væk fra de andre og løb dybt ind i skoven. Placidius overlod til sine soldater at følge den øvrige flok og koncentrerede sig om at følge kronhjorten, idet han gjorde sit yderste for at fange den. Kronhjorten holdt god afstand til ham men stoppede til sidst på toppen af en høj klippe. Placidius nærmede sig og overvejede, hvorledes han kunne fange den. Da han betragtede den nærmere, så han mellem dets takker noget, der lignede et kors, som skinnede mere klart end solen. På korset så han billedet af Kristus.

Kristus talte til Placidius gennem kornhjortens mund, som han tidlige havde talt gennem munden på Balaams æsel. Herren sagde: "Placidius, hvorfor forfølger du mig. For din skyld fremstår jeg for dig i skikkelse af dette dyr, jeg er Kristus, som du tilbeder uden at vide det. Jeg har bemærket dine gode gerninger, derfor er jeg kommet for at jage dig gennem dette dyr, som du jager." Nogle siger dog, at disse ord blev udtalt af billedet mellem kronhjortens takker.

Da Placidius hørte disse ord, blev han ramt af frygt og faldt af hesten. Efter en time kom han til sig selv og rejste sig op og sagde: "Lad mig forstå, hvad du siger, og jeg vil tro dig." Herren sagde: "Jeg er Kristus. Jeg har skabt Himlen og Jorden, jeg skabte lyset så det kunne udskille sig fra mørket. Jeg skabte årstider, dage og år. Jeg skabte manden af jord. For menneskets frelse lod jeg mig føde som menneske. Jeg blev korsfæstet og begravet, og på den tredje dag genopstod jeg fra de døde."

Da Placidius havde hørte disse ord, faldt han atter omkuld og sagde: "Herre, jeg tror på, at du eksisterer, at du har skabt alle ting, at du har omvendt de vantro." Herren sagde til ham: "Hvis du tror, så gå til byens biskop og lad dig døbe." Placidius sagde: "Herre, vil du, at jeg skal sige alt dette til min hustru og mine sønner, så de måske også vil tro på dig." Herren sagde: "Ja, lad dem blive døbt med dig. Derefter skal du vende tilbage i morgen, og jeg vil atter fremstå for dig, og jeg vil fortælle dig, hvad der venter dig i fremtiden.

Placidius vendte hjem og fandt sin hustru i sengen, og han begyndte at fortælle, hvad han havde at fortælle, men hun afbrød ham og sagde: "Min herre, jeg har også set ham i nat, og han sagde til mig, at i morgen ville jeg komme til ham med min mand og mine sønner. Så nu ved jeg også, hans navn er Kristus." Og straks den nat gik de til biskoppen af Rom, som døbte dem med stor glæde, og han gav Placidius navnet Eustacius, hans hustru navnet Theospis, og han to sønner navnene Agapetus og Theospitus.

Morgenen kom, og Eustacius red ud på jagt, som han plejede at gøre. Da han nærmede sig det sted, han kendte, sendte han sine soldater væk under det påskud, at de skulle opspore noget vildt. Så stillede han sig på det samme sted og så det samme syn, som han tidligere havde set, og han kastede sig på jorden og sagde: "Jeg tilbeder dig Herre, vis din tjener, hvad du lovede at vise ham." Og Herren sagde: "Du er velsignet, Eustacius, fordi du modtog min nådes dåb, nu har du overvundet djævlen. Nu har du besejret den, som havde forledt dig. Nu er din tro åbenbar. Djævlen vil kæmpe frygteligt mod dig, fordi du har forladt ham. Du skal bære mange byrder for at opnå sejrens krone. Du skal lide meget for at fjerne dig fra al jordisk rigdom og blive ophøjet til åndens rigdom. Mist ikke modet, se ikke tilbage på din tidligere storhed, for gennem dine prøvelser, skal du blive en ny Job. Når du er blevet ydmyg vil jeg komme til dig og gengive dig din tidligere storhed. Sig mig derfor, vil du tåle prøvelserne nu eller når dit liv rinder ud."

Eustacius svarede: "Herre, hvis det skal være sådan, så befal, at prøvelserne skal komme til os nu, men skænk os udholdenhed til at bære dem." Og Herren sagde: "Vær ved godt mod, min nåde vil beskytte jeres sjæle." Så steg Herren til himlen, og Eustacius gik hjem og fortalte alt til sin hustru. Efter få dage ramte pesten alle mænd og kvinder, som tjente i hans hus, og de døde alle, kort efter omkom alle hans heste og al hans kvæg. Nogle lovløse så hans ulykke og ensomhed og brød ind i hans hus, og de tog alt, hvad de fandt, og de stjal al hans guld og sølv og alle hans ejendele. Eustacius takkede Gud, og da de ikke længere havde nogen ejendele, flygtede han med sin hustru og sine sønner om natten, og da de skammede sig frygteligt over fattigdommen, besluttede de at rejse til Ægypten. Kejseren og alle senatorerne blev rystet ved tabet af deres hærføre, især fordi de ikke kunne finde nogen til at erstatte ham.

De flygtende nåede frem til havet, hvor de gik ombord på et skib og sejlede væk. Eustacius hustru var en smuk kvinde, og skibets kaptajn fik lyst til hende. Da de skulle betale for rejsen og ikke havde penge, befalede kaptajnen, at kvinden skulle blive ombord. Han foregav, at han ville gifte sig med hende, men Eustacius nægtede at indvillige. Og da han fortsat nægtede, foreslog kaptajnen sit mandskab, at smide Eustacius overbord og tage hustruen, Eustacius kunne ikke længere kæmpe imod og med sorg gik han i land med sine sønner. Han græd og sagde til sønnerne: "Ve mig, og ve jer, at jeres mor skal gives til en sådan mand, som ikke er af vores slægt."

De kom til en rivende flod, som faderen ikke turde krydse med begge drenge, så han lod den ene blive tilbage på bredden, mens han bar den anden dreng over floden. Men floden gik over sine bredder, og Eustacius satte den ene dreng i land og gik tilbage for at redde den anden. Da han var nået midt ud i floden, kom en ulv ud af skoven og tog den dreng, han netop havde sat i land, og ulven forsvandt ind i skoven med drengen. Eustacius blev fortvivlet men fortsatte ind til den anden dreng, men en løve kom ud af skoven og tog drengen. Da faderen stod midt i floden kunne han ikke redde nogen af sønnerne, han sørgede og rev sig i håret og havde sikkert kastet sig i floden, hvis ikke guddommelig kraft havde holdt ham tilbage.

Nogle hyrder havde set løven løbe væk med den levende dreng, og de fulgte efter den med deres hunde. Ved Guds vilje lod dyret drengen falde til jorden uden han kom til skade, og dyret løb væk. På den anden side af floden fulgte nogle jægere efter ulven under megen råben og skrigen, og de befriede drengen fra dyrets kæber, uden han led skade. Jægerne og hyrderne var tilfældigvis fra samme landsby, de beholdt drengene og tog sig af dem.

Eustacius vidste ikke, at dette var sket og gik grædende videre, idet han sagde: "Ak, ak. Tidligere blomstrede jeg som et træ, men nu er jeg nærmest bladløs. Jeg ulykkelige. Tidligere var jeg omgivet af et stort antal soldater, nu er jeg alene, og selv mine sønners selskab er mig nægtet. Jeg husker Herre, at du sagde, det var min skæbne at blive prøvet, som Job blev prøvet, men det synes mig, at jeg er plaget mere end Job. Selvom han blev frataget alle hans ejendele, havde han dog i det mindste en mødding at sidde på, ikke engang det har jeg. Han havde sine venner at dele elendigheden med, jeg har kun de vilde dyr, som stjal mine sønner. Jobs hustru forlod ham, jeg er blevet berøvet min hustru. Herre, gør et ophold i mine prøvelser og bevogt min mund, for i mit sind opstår onde ord, som vil forstøde mig fra dit åsyn." Han gik videre og kom til en landsby, hvor han slog sig ned, og for en ussel løn vogtede han bøndernes marker i femten år, mens hans sønner voksede op i nabobyen uden at vide, de var brødre. Herren, tog også Eustacius hustru i sin varetægt. Skibets kaptajn, der var af en anden slægt, giftede sig aldrig med hende, men lod hende være urørt.

I de år blev kejseren og det romerske folk konstant hærget af fjender. Kejseren mindedes Placidius, der havde kæmpet så bravt mod de selv samme fjender, og kejseren blev bedrøvet ved tanken om den pludselige forandring, der var overgået hans hærfører. Så han sendte mange soldater til forskellige dele af verdenen og lovede stor rigdom og hæder til dem, der fandt Placidius. To mænd, der havde tjent under den tidligere hærfører, kom til landsbyen, hvor han boede. Eustacius så dem komme over markerne og genkendte dem på deres gang. Og han blev bevæget ved tanken om hans tidligere storhed. Han sagde til Herren: "Jeg ser disse mænd, som fulgte mig og som jeg ikke havde nogen forhåbning om at se igen. Vær nådig og lad mig se min hustru igen. Jeg kan ikke bede om at få lov til at se mine sønner igen, for de er ædt af vilde dyr." Og en stemme kom til ham og sagde: "Bevar modet Eustacius, for du vil snart få din høje byrd tilbage, og du vil snart se din hustru og dine sønner igen."

Han gik de to soldater i møde, men de genkendte ham ikke. De hilste ham og spurgte, om han kendte en fremmed, der hed Placidius og som havde en hustru og to sønner. Han lod som om, han ikke kendte dem. Men han indbød soldaterne til at være hans gæster, og han opvartede dem. Men da han mindedes sin tidligere høje byrd, kunne han ikke holde tårerne tilbage og gik ud for at vaske sit ansigt, hvorefter han vendte tilbage for at opvarte dem. Imens så de to mænd spørgende på hinanden, og den ene sagde: "Ligner den mand ikke den person, vi leder efter." Og den anden sagde: "Det gør han sandelig. Vi må se nøje efter, og har han et ar i hovedet, som vores tidligere hærfører, er det ham." De betragtede ham nøje og så arret, og de vidste, at Eustacius var den mand, de ledte efter, så de sprang op og omfavnede ham og spurgte efter hans hustru og sønner. Han fortalte dem, at hans sønner var døde og hans hustru taget til fange. Så kom naboerne styrtende for at deltage i festlighederne, og soldaterne fortalte om deres hærførers tapperhed og den hæder han havde nydt. De fortalte også om kejserens ordre og de klædte ham i fine klæder.

Efter en rejse på fjorten dage var han tilbage i Rom, og da kejseren hørte, at Eustacius var på vej, rejste han ham i møde og omfavnede ham hjerteligt. Han fortalte alt, der var hændt ham, og de bragte ham straks til det militære hovedkvarter og bad ham overtage ledelsen. Han inspicerede sine tropper og fandt, at de var for få til at kunne møde så mange fjender, så han fik indkaldt rekrutter fra alle byer og landsbyer. Tilfældigvis skulle den by, hvor hans to sønner levede, møde med to rekrutter. Landsbyens indbyggere anså de to unge mænd for de bedst egnede til militær tjeneste og sendte dem af sted. Eustacius blev meget tilfreds ved synet af de to robuste og redelige rekrutter, og han udvalgte dem til at være i hans nærhed. De drog i krig og vandt en stor sejr, og Eustacius gav sine tropper tre dages orlov i en by, hvor hans hustru havde en lille kro, hvilket Eustacius ikke vidste. Ved Guds vilje blev de to sønner indkvarteret på den kro, som deres mor ejede, hvilket sønnerne ikke vidste.

Midt på dagen sad de to sønner uden for kroen og sludrede om deres tidligere liv, mens moderen sad i baggrunden og lyttede opmærksomt. Den ældste søn sagde: "Jeg husker intet om min barndom bortset fra, at min far var hærfører og min mor en meget smuk kvinde. De havde to sønner, mig og en lillebror, som også var meget smuk, og en nat tog vores forældre os til et skib, der sejlede os et eller andet sted hen, jeg ved ikke hvor. Da vi forlod skibet, blev vores mor ombord, jeg ved ikke hvorfor. Vores far græd, da han bar os, og vi kom til en flod, som han krydsede med min lillebror, mens han efterlod mig på flodbredden. Da han var på vej tilbage efter mig, kom en ulv og løb væk med min lillebror, og før min far nåede ind til mig, kom en løve ud af skoven, den greb mig og førte mig ind i skoven. Nogle hyrder reddede mig ud af løvens mund og bragte mig til deres egen by, som du ved. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad der blev af min far og min lillebror." Da lillebroderen hørte dette, begyndte han at græde og sagde: "Min Gud, efter hvad jeg kan høre, er jeg din lillebror, for de mænd, som bragte mig til byen, fortalte den samme historie, at de havde reddet mig fra en ulv." De faldt hinanden om halsen og græd.

Moderen hørte, hvad den ældste søn fortalte, og spekulerede i mange timer på, om det kunne være hendes sønner. Den næste dag gik hun til hærføreren og sagde: "Jeg er romer og derfor fremmed her, jeg beder Dem derfor at beordre mig sendt tilbage til mit fædreland." Mens hun talte til hærføreren, bemærkede hun bestemte kendetegn, og hun genkendte sin ægtemand. Hun kunne ikke styre sine følelser og kastede sig for hans fødder, idet hun sagde: "Jeg beder Dem, fortæl mig om Deres tidligere liv, for jeg tror, De er hærføreren Placidius, der også hedder Eustacius og som Herren omvendte, mens han stadig var Placidius, og som gennemgik den ene prøvelse efter den anden. Deres hustru blev taget fra Dem, mens De var på havet, men hun blev beskyttet mod fornedrelse, og jeg er Deres hustru. Jeg havde to sønner, der hed Agapetus og Theospitus." Mens hun talte, betragtede Eustacius hende nøje, og han så, hun var hans hustru. Glædestårer og utallige omfavnelser fulgte, og han takkede Gud, som havde mildnet plagerne.

Så sagde hans hustru: "Min herre, hvor er jeres sønner." Og han sagde: "De blev ført væk af vilde dyr." Og han fortalte hende, hvorledes han havde mistet dem. " Gud være lovet," udbrød hustruen og fortsatte, "jeg tror, at ligesom Gud har gjort os den glæde, at vi har fundet hinanden, således vil han også gøre os den glæde, at vi skal genfinde vores sønner." Eustacius sagde: "Men jeg fortalte dig, de blev bortført af vilde dyr." Hun svarede: "I går sad jeg i haven og lyttede til to unge soldater, som fortalte hinanden om deres barndom, jeg tror, de er vores sønner. Spørg dem. De kan fortælle det." Eustacius sendte bud efter dem, og da han hørte fortællingen om deres barndom, forstod han, det var hans sønner. Han og moderen omfavnede dem, glædestårer flød i store strømme og kys blev udvekslet igen og igen. Hele hæren råbte hurra og glædede sig, dels fordi disse mennesker var blevet genforenet og dels fordi barbarerne var blevet overvundet.

Da Eustacius vendte tilbage til Rom, var kejser Trajan død og var blevet efterfulgt af Hadrian, som var en endnu større tyran. Hadrian foranstaltede en strålende velkomst for sin hærfører og inviterede til en overdådig middag, hvor man fejrede sejren og genforeningen med hustru og sønner. Næste dag lod kejseren arrangere en procession til templet for afguderne for at ofre som tak for sejren. Hadrian bemærkede, at Eustacius hverken ofrede som tak for sejren eller genforeningen med sin familie, og kejseren opfordrede Eustacius til at ofre. Eustacius svarede: "Jeg tilbeder Gud og ofrer kun til Gud." Dette gjorde Hadrian vred. Han sendte Eustacius til arenaen sammen med hans hustru og sønner, og han lod en frygtindgydende løve kaste sig over dem. Løven løb frem mod dem men sænkede sit hoved, som om den tilbad dem som helgener, derefter trak den sig spagfærdigt tilbage. Kejseren lod en bronzeovn varme op og lod de fire kaste levende i ovnen. De bad til Gud og overgav sig i hans varetægt, hvorefter de gik ind i ovne, og deres sjæle gik til Herren.

Tre dage senere blev deres kroppe taget ud af ovnen i kejserens nærvær. Deres kroppe var uskadte, ilden havde ikke brændt deres hår eller nogen anden del af kroppen. De kristne tog de hellige menneskers jordiske rester og begravede dem et helligt sted og byggede et kapel over stedet. Deres martyrium fandt sted den 1.november, ifølge visse kilder var det d.20.september, i Hadrians regeringstid, som begyndte o.120 e.v.t.