Östra Hoby kirke

Tilbage til Liste over kirke

Östra Hoby kirke

Östra Hoby kirke

Apsis og kor er opført tidligt i 1100-tallet af frådsten. I anden halvdel af 1100-tallet opførtes skibet og formodentlig tårnets underdel. De to korsarme blev opført i 1849-50. Ved en gennemgribende restaurering i 1938-39 blev kirkens ældste dele frilagt. Kilderne peger ikke umiddelbart mod, at den oprindelige frådstenskirke har sammenhæng med de sydøstskånske forsvarskirker i bl.a. Löderup og Valleberga, men døbefonten kunne pege mod et vist sammenhæng, om fonten altid har stået i Östra Hoby eller er kommet til senere vides ikke.

Skibet set mod øst

Apsis, Majestas og apostelrække

Korhvælv vestkappe, Filipp og Jacob d.æ.

Døbefont

Døbefont, Tronende Kristus

Døbefont, Gravende mand

Døbefont, Tronende biskop velsignes af Guds hånd

Døbefont, Fremstillingen

Døbefont, Markusløven og Besøgelsen

Altertavlen og prædikestolen stammer fra 1600-tallet, altertavlen bærer årstallet 1651. På prædikestolen står årstallet 1654, men den er formodentlig ældre, idet den også bærer Dronning Annas våben, hun døde i 1612. Ifølge overleveringen var prædikestolen tiltænkt Trefaldighets kirken i Kristianstad, men under transporten strandede skibet i nærheden af Östra Hoby, hvorfor prædikestolen endte her.

Kirken har været udsmykket med kalkmalerier fra 5 perioder, heraf to udelukkende dekorative. De senromanske og sengotiske kalkmalerier er bevaret i større udstrækning. I apsis og på skibets østvæg ses fragmenter af en senromanske udsmykning fra 1250-1300. Umiddelbart efter indbygningen blev hvælvene dekoreret med ornamenter på ribber og buer, denne udsmykning er kun bevaret få steder. O.1430-60 udsmykkedes ribber og buer med ranker af Fjälkinge-værkstedet, som formodentlig også har ændret en Majestas i apsis til en Nådestol. Senere er kalkmalerierne i apsis og hvælvene blevet forbedret og udvidet i 1500-15 af Åle-værkstedet, som især har virket omkring Århus i Danmark. Tårnrummets udsmykning er formodentlig også udført af Åle-værkstedet. Kalkmalerierne blev afdækket i 1939 af O. Owald, som har restaureret dem temmelig hårdt. Ved renoveringen af kirkerummet i 1991 blev kalkmalerierne nyrestaureret.

I apsis ses en Majestas-fremstilling, som senere er blevet ændret til en Nådestol. Kristus sidder tronende med et kors i hånden, korset er placeret noget akavet, hvilket kan skyldes, at restaurator har sammenblandet de to motiver. Rester af en regnbue fra Majestas-fremstillingen kan anes. Mod nord ses rester af Maria, Johannes Døberen og evangelistsymbolerne er forsvundet. Ændringen til en Nådestol er formodentlig sket 1430-60. Under Nådestolen ses rester af en apostelrække, apostlene sidder på en bænk og snakker livligt sammen. Over den nordlige apostelgruppe ses et fragment af en Dommedag fra 1500-15, en gruppe nøgne frelste vender sig mod nord. Over korbuen ses farverester fra den senromanske udsmykning.

I korhvælvet ses apostle udført af Åle-værkstedet i 1500-15. I tekstbånd ses rester af Trosbekendelsen og apostlenes navne. I Østkappen ses Peter og Paulus. I sydkappen ses en glorie og Johannes. I vestkappen ses Filip og Jakob d.æ. I nordkappen ses Bartholomæus og Matthias. På triumfvæggen mod nord ses Anna selv tredje også udført af Åle-værkstedet. Anna og Maria sidder tronende, Jesusbarnet står på Marias skød. Maria er kronet, Anna holder en perlelignende ting i hånden.

I korsskæringen mod sydøst ses i hvælvet et fragment af en engel. I skibets midterste fag mod nordvest ses i hvælvet et fragment af en mand med tekstrulle. I skibets vestfag ses i sydkappen fragmenter af Adams skabelse, kun en glorie og en tekstrulle kan anes. I vestkappen ses Evas skabelse, mod syd står Gudfader med to ribben i hånden, desuden ses et tekstbånd, mod nord ses fragmenter af den liggende Adam og Eva, som kommer ud af Adams side. I nordkappen ses Syndefaldet, scenen er strengt symmetrisk opbygget, slangen er udformet som en kvinde, hun rækker et æble både til Eva og Adam, begge modtager frugten med den ene hånd, med den anden dækker de deres køn med en bladdusk, over Adam og Eva ses tekstbånd. I østkappen ses Uddrivelsen, Paradisets port er udformet som en kirke, ærkeenglen driver Adam og Eva ud med et hævet sværd. I tårnrummet ses Dåben på østvæggen mellem buerne, tårnrummet har formodentlig fungeret som dåbsrum. På vestvæggen ses rester af en dødssyndsmand, dødssynderne vokser ud af en figur, kun en enkelt dødssynd er tilbage.

Døbefonten tillægges Majestatis kreds, flere kilder peger mod Tryde-mesteren. På kummens lodrette flade ses Kristus med korsglorie i en firkantet mandorla. Kristus flankeres af en engel med røgelseskar og en engel, der holder tre hoveder med bispehuer i et klæde. Vælger man at læse fonten højre om ses dernæst ses en tronende biskop med stav. Så følger to musikere med et blæseinstrument og en harpe samt en dansende kvinde, disse vender sig mod biskoppen men synes at høre til den næste scene med tre personer omkring et bord. På bordet ligger runde brød med korsmærke, bag bordet sidder en person med en biskoplignende hat samt en person med midterskilning, for bordenden står en person i profil med midterskilning og fletning, personen holder en skållignende ting i hånden. Efter bordscenen ses den tronende Kristus med korsglorie, til højre for Kristus står en person med noget i favnen, muligvis et svøbelsebarn, foran denne figur står muligvis en bukkende figur.

Fonten er placeret tæt ved væggen så den næste figur er svær at se, men det er tydeligt en mand med spade, der står og graver, under spaden ses runde sten. En figur i lang kappe holder den gravende figur i armen og vender hovedet mod den næste scene, om det er en mand eller kvinde kan være svært at afgøre, men frisuren er helt klart anderledes. I den næste scene ses en knælende mand med hævet hånd, han taler til en tronende mand, der holder sin ene hånd under hagen. I den sidste scene inden man atter når frem til Majestas ses en stående person i lang kappe med mønster og overkappe, personen har hovedbeklædning og holder hånden under hovedet, denne person henvender sig til en tronende biskop, der har hånden hævet til velsignelse, over biskoppens hævede hånd ses Guds hånd pege mod biskoppens hånd. På kummens underside ses de fire evangelistsymboler samt en fremstilling omkring et kors og to omfavnende personer. Matthæusenglen holder en søjle, som understøtter Majestas-fremstillingen på den lodrette flade. På den firkantede fod ses fire hjørnehoveder og på de glatte flader fugle i Livets træ, Luxuria med to diende rovfugle, en figur med vægt samt en figur, der muligvis forsøger at holde vægtskålen nede, endelig ses et meget nedslidt motiv, der muligvis kunne være rent vegetativt eller muligvis to figurer, muligvis mor med barn eller en Pieta.

Hos Johnny Roosval (1918) deles Majestatis fontene i Skåne op i flere undergrupper, Valleberga og Simris hører til de episke, Löderup, Tryde og Östra Hoby til den plastiske figurstil. Otto Rydbeck (1919) placerer Simris, Valleberga, Tryde, Löderup og Östra Hoby i gruppe D og E, som han daterer til 1150. I Roosval-revisionen (1926) placeres disse fem fonte ligeledes i gruppe D og E og dateres til 1172-85. Monica Rydbeck (1936) daterer de 4 af fontene til 1160 men vælger at datere Simris til senere, efter værkstedet er flytter til Gotland. I Svensk konstnärlexikon 1961 anses fonten i Tryde for et originalt arbejde, Valleverga, Östra Hoby og Simris som værkstedarbejde, Löderup skilles ud, idet den er udført i gotlandsk sandsten. I Historiska Museets billedbase tillægges fontene i Tryde, Löderup, Östra Hoby og Valleberga til Majestatis og dateres til 1150-1200, fonten i Simris tillægges Majestatis-Hegvald sammen med fonten i Östra Nöbbelöv og dateres ligeledes til 1150-1200. Fonten i Östra Nöbbelöv er også placeret som en mulighed i de øvrige registranter. Fonten kan ses på Stockholms historiska museets hjemmeside, tryk på nedenstående link, på siden kan man også se de andre fonte i gruppen.

Fonten i Östra Hoby på Historiska museets hjemmeside

Hos alle registranter er der enighed om slægtskabet mellem disse fonte, og det er da også interessant, at de findes i og omkring de kirker, der formodentlig er blevet opført som forsvarskirker mod vendiske sørøvere og en stabilisering af den vigtige handelsrute langs den sydøstskånske kyst. Fonten i Tryde kan dateres til 1161 og er fornemt udført, især er de fire hjørneskulpture af høj klasse, her ses parvis to omfavnende figurer. Reliefferne på kummens lodrette side tolkes som scener fra Fridolins legende, men intet er dog sikkert, den tronende Kristus sidder i en afrundet mandorla, som er afskåret foroven og forneden. På fonten i Löderup ses ligeledes en Majestas men fonten i Valleberga har ingen Majestas. Fonten i Östra Hoby har en kantet mandorla, men stregtegningen på mandorlaen ses også på fonten i Löderup. Motivet med fremstillingen på kummens underside ses både i Löderup og i Östra Hoby og de er ret identiske, omkring et kors med to tværbjælker står en kvinde og en mand med solen og månen, hvori ses hoveder. Fonten i Löderup fremstiller Passionen og Olavs legende, fonten i Valleberga fremstiller Peters historie og fonten i Tryde fremstiller muligvis Fridolins legende.

Fonten i Tryde har fornemme hjørnefigurer, på Valleberga-fonten fod ses ligeledes en fornem hjørnefigur med to ryttere, der omfavner hinanden. Fodens hjørnefigurer i Löderup er ikke af samme høje kvalitet, her er fodens hjørnefigurer mere almindelige, og hjørnefigurerne på fontefoden i Östra Hoby er ikke blot almindelige men ret jævne i udførelsen. Fontene synes dog alligevel at have et vist sammenhæng. Stilen og især frisurerne er påfaldende ens, og enkelte figurer og stillinger går igen på fontene, uden man kan tale om direkte kopi. Det ville derfor ikke være usandsynligt om disse fonte er udgået fra det samme værksted, der formodentlig har fortsat arbejdet i Skåne, efter domkirkebyggeriet i Lund er blevet færdigt. Om der også ligger en bagtanke bag motivvalget kan man kun gisne om, men dateringen af Tryde-fonten til 1161 peger på en tid med store spændinger mellem kongemagt og kirke. Striden om kongemagten i det danske rige var voldsom, blodbadet i Roskilde og Slaget på Grathe Hede er blot højdepunkter i denne strid. Også ærkebispesædet i Bremen blandede sig i stridighederne for at genvinde sin position, efter Lund var blevet ærkebispesæde for Norden. Da kejser Frederik udråbte Viktor IV som modpave til Alexander IV, støttede Valdemar pave Viktor IV og Eskil pave Alexander III. Eskil havde selv deltaget i flere krigshandlinger i den voldsomme periode 1130-57, og her kan muligvis findes skjulte hentydninger til drab i denne periode.

Motiverne på fonten i Östra Hoby er indtil videre ikke blevet tolket. De enkelte motiver kan stamme fra legender, som er gået i glemmebogen eller som ikke umiddelbart kan tolkes. Men motivet med fremstillingen under Majestas kan både henføres til Dåben og til understregningen af Lunds overhøjhed som ærkebispesæde. På foden ses ret kendte motiver, først og fremmest Livstræet med fugle. Sjælevejningen er også ret velkendt, dog er der en vandret sværdlignende ting, som peger mod Mikael, er det blot tidens tand, eller er der her en variant. Luxuria med diende rovfugle kendes også, her ses dog noget vingeagtigt bag Luxuria, men det kunne også være ild, fremstillingen af Luxuria i Östra Hoby kan minde om en tympanon i Gosmer kirke, her er det dog løver, som dier. På kummens underside ses ud over de fire evangelistsymboler og Fremstillingen to omfavnende personer, de ser ud til at være glorificerede, her er formodentlig tale om Besøgelsen, hvor den frugtsommelige Maria møder Elisabeth, der bærer Johannes Døberen, som senere døbte Jesus. Det første møde mellem Johannes og Jesus ville være passende på en døbefont.

Foden og kummens underside byder ikke umiddelbart på de store fortolkningsproblemer, men kummens lodrette sider skaber problemer. Allerede den velkendte Majestas er anderledes, den kantede mandorla kan skyldes, at stenhuggeren ikke har haft tilstrækkelig teknik, at det har været et elevarbejde, men det kan også symbolisere et eller andet. Normalt holder englene blot mandorlaen, men her står den venstre engel med tre hoveder i et klæde og den højre med et røgelseskar. De tre hoveder er givet gejstlige og er formodentlig døde under kampen for kirken, i legenderne er der et utal af tre personer, som har lidt martyrdøden, og der har givet været flere i Eskils følge som er blevet dræbt under stridighederne 1130-57, her kan hentydes til martyrer fra legenderne og underforstået dræbte gejstlige omkring Eskil. Den tronende biskop har intet attribut og kan derfor ikke umiddelbart identificeres, men han sidder tæt på Kristus i mandorla og der foregår en fest i hans nærhed. Selve festen består af musikere og en dansende kvinde, hvilket kunne minde om Salomes dans. Dette motiv ses ofte i forbindelse med en bordscene, hvor Herodes og Herodias sidder til højbords. Men ved bordet sidder en gejstlig og en verdslig mand, for bordenden står en mand med en skållignende ting i hånden. Umiddelbart har dette ikke sammenhæng med Salomes dans, men en dobbelt hentydning til Johannes Døberens halshugning og f.eks. Blodbadet i Roskilde kunne være en mulighed.

Efter bordscenen følger Den tronende Kristus, som holder en genstand i sin venstre hånd, det kunne være en knogle, og den højre hånd kan muligvis pege på denne knogle. Den stående mand til højre for Kristus står muligvis med et svøbelsebarn, hvilket ville være helt naturligt på en døbefont. Sammenligner man med fonten i Löderup kunne denne scene hænge sammen med Rane, der får overdraget den nyfødt Olav. De tre næste scener kan være svære at tolke. Først ser man en mand som graver, en knælende figur knæler til højre for manden og ser hen mod den næste scene. Den gravende mand har ikke glorie, så det er næppe motivet med Noli me tangere, hvor Kristus viser sig for Maria Magdalena efter Opstandelsen, og det er næppe Adam i Arbejdet efter Uddrivelsen, motivet må have en anden tolkning. De to næste scener med en tronende verdslig figur og en tronende biskop har heller ikke umiddelbart noget kendt forlæg.

I Legenda Aurea beskrives legenderne omkring Johannes Døberens halshugning. Legenda Aurea er skrevet af Jacobus Voragines i midten af 1200-tallet men behandler tidligere legender, som kan have været kendt i 1100-tallet. I Legenda Aurea nævnes, at Johannes Døberens relikvier i Genova blev anerkendt og fik tilstået privilegier af såvel pave Alexander III og Viktor IV. Disse to blev udråbt som paver samtidigt p.gr.a. af en strid mellem den tysk-romerske kejser og Rom. Eskil støttede udnævnelsen af Alexander III, Valdemar den Store støttede kejserens valg, Viktor IV. Hvis fontens billedprogram er en hentydning til Johannes Døberens relikvier, kunne programmet på dette punkt være et debatindlæg i striden mellem kirke og stat. Legenda Aurea er skrevet ca. 100 år efter begivenheden i Genova, men alligevel har den stadig haft en vis betydning. Jacobus er fra Norditalien og bliver senere biskop i Genova. Når Jacobus fremhæver relikvierne i Genova og fortæller legenden om, hvorledes Johannes Døberens hoved kom til Frankrig men glemmer at fortælle om San Silvestro i Rom, hvor man også hævder at have Johannes hoved, så har det givet kirkepolitiske grunde. Striden mellem Eskil og Valdemar var ikke blot et nordisk fænomen men en strid, der foregik i hele den romersk-katolske verden.

Legenda Aurea: Johannes Døberens halshugning

Opfordringen til adskillelse mellem kirke og stat og samtidig til et fællesskab ses især på Trydefonten, hvor hjørnefigurerne omfavner hinanden parvis, også på fonten i Valleberga ses to ryttere, der omfavner hinanden. På kummens lodrette side i Östra Hoby flankeres Majestas af to tronende gejstlige, hvoraf den ene velsignes af Guds hånd, måske er det Alexander III og Viktor IV og måske er den ene lidt mere guddommeligt valgt end den anden.

Når Alexander III og Viktor IV begge bekræftede rigtigheden af relikvierne i Genova, må Johannes Døberen have været højaktuel i midten af 1100-tallet. Skibet og tårnets underdel menes opført netop på dette tidspunkt, og tårnunderdelen har formodentlig været dåbsrum. Man kan derfor antage med en vis sandsynlighed, at Johannes Døberen har haft betydning i Östra Hoby kirke. Det ville derfor være naturligt, at fontens program tog udgangspunkt i Johannes Døberens legende, og med tanke på tidens stridigheder, ville det ikke være umuligt, at programmet er blevet udtænkt på en sådan måde, at det har været et indslag i debatten. Dette er muligheder, som det er svært at bekræfte, når programmets fortolkning er så dunkel, men det er en mulighed, som måske kan føre videre mod en mere klar fortolkning.

I Legenda Aurea nævnes en legende om munken Marcellus, der bor i en hule, hvor Johannes Døberens hoved er skjult. Det åbenbares for Marcellus, hvor hovedet ligger, og han graver det op. Efter en omtumlet tilværelse ender hovedet i Nordfrankrig, hvor det udfører mange mirakler. Denne legende kunne muligvis være forlæg for de tre motiver på kummens lodrette side efter Den tronende Kristus. I legenden graver Marcellus hovedet op, og på fonten ses en gravende mand.

På den norske katolske hjemmeside, som kan findes på internettet, fortælles om Johannes Døberen, bl.a. at hans hoved på et tidspunkt kom til Amiens, hvor det blev et vigtigt relikvie, og hvor mange mirakler skete. Tryk på nedenstående link og se Johannes Døberens helgenlegende på den norske katolske hjemmeside.

Johannes Døberens helgenlegende

I Ignaberga kirke hænger en træfigur, der stilmæssigt er så tæt på en træfigur i Amiens, at den menes at være skåret af samme mester eller af en mester, som har tilknytning til området omkring Amiens. I Stockholms historiska museets billeddatabase dateres figuren til 1225-50 og tillægge et sydskånsk værksted. I et skrift fra Ignaberga kirke sættes figuren i forbindelse med en figurtype i Amiens som kaldes Le beau Dieu. Figuren kan stilmæssigt have et vist sammenhæng med Trydefontens hjørnefigurer, det fornemme foldekast og den langagtige figur er fælles træk, som kan pege mod fælles ophav. Eskil havde nære forbindelser til Frankrig og Trydefontens datering kunne tyde på, at den var bestilt mens Eskil har været i Skåne. Eskil rejser i fransk eksil omkring 1160 og kommer først tilbage i 1167. Men Trydemesterens fonte i Sydøstskåne kan være planlagt inden da, eller kan være bestilt fra Frankrig, det er ikke umuligt, at fontenes ikonografi er en politisk markering fra Eskil, dels er det muligt at fortolke motiverne som et indlæg i debatten om magtforholdet mellem kirke og stat, dels kan det være en personlig markering i forhold til Valdemar den store og endelig kan det også være en markering af Lunds selvstændighed i forhold til Bremen.

Figuren i Ignaberga er registreret i Stockholms historiska museets billeddatabase. Tryk på nedenstående link og se figuren.

Figuren i Ignaberga

Også Absalon havde tætte forbindelser til Frankrig, idet han havde studeret i Paris, og også han var interesseret i at få afklaret forholdet mellem kirke og stat. Da Eskil vendte hjem fra Frankrig deltog han i helligkåringen af Valdemar den Stores far, Knud Lavard, i Ringsted, og det var Eskil som kronede Valdemars søn som konge. Kort efter trådte Eskil tilbage som ærkebiskop, og Absalon lod sig presse til at overtage ærkebispesædet, hvorefter Eskil atter rejste til Frankrig. Fontene er udført i den periode, hvor Eskil var i stærk opposition til kongen og sandsynligvis opholdt i Frankrig. Det kunne derfor også være en mulighed, at Absalon har stået for den teologiske udformning af fontene i Sydøstskåne.